IMG_0218

Ud på eventyr vol. 1

Jeg rejser til Holland om to uger. Der har jeg ikke været før. Det eneste, jeg egentlig ved om landet, er at der er tulipaner, vindmøller og hash. Tulipaner kan jeg virkeligt godt lide. Vindmøller er da meget smarte, men ikke ligefrem et særsyn. Hash ryger jeg ikke.

Jeg skal egentlig heller ikke som sådan tilbringe tid med en masser hollændere. Jeg skal være sammen med halvdelen af Østeuropa, et par bhutanesere, amerikanere, mexicanere og alskens andet godtfolk. Det er samme konference, som jeg var til for tre år siden i Paris. Denne gang regner jeg med at få mere ud af det, end “bare” rigtigt gode kontakter til egen vindings skyld.

Jeg skal nemlig af sted for Asocio – og hvis du ikke ved, hvad det er, har jeg tydeligvist ikke gjort mit job godt nok. Det er nemlig dem, jeg arbejder som  kommunikationsansvarlig for.

Asocio er en ret fantastisk organisation, som jeg bliver rigtigt ked af at stoppe i, når jeg gør det til sommer.

Og det er en fantastisk organisation, fordi det arbejde, vores trænere laver, ikke bare kommer dem selv og dem, de har med at gøre, til gode, men Asocios arbejde kommer også rigtigt mange børn og unge, som ingen af os nogensinde møder, til gode, og nu skal jeg forklare, hvorfor:

Asocio består af en styregruppe, der styrer pengene og alt det administrative. Det er der, jeg også sidder. Og så består Asocio af en stor gruppe sindssygt dygtige spejdertrænere, som kan lære andre spejdere at være seje spejderledere – for at de senere måske endda selv kan blive seje spejdertrænere, der kan lære andre at blive spejderledere – og måske trænere. Dét er videregivelse af læring, der betyder noget.

Jeg har selv været af sted med Asocio til Armenien. I en weekend trænede jeg og to andre ca. 25 armenske spejderledere, så de selv kunne tage hjem og være gode spejderledere i deres egne grupper.

Dét engagement, spejderne lagde for dagen, var helt igennem vidunderligt. Og den viden, jeg kom hjem med, om at de hver især ville tage det ud til hver af deres 25 spejdere, som ville blive bedre spejdere, og på langt sigt selv blive gode spejderledere, gjorde mig varm indeni.

Dét at én weekends arbejde faktisk gør en forskel for 25×25 spejdere – til dem, hvor det kniber med hovedregningen, er det over 600 spejdere – der er blevet bedre spejdere, som er blevet rigere på oplevelser, som har fået mere engagerede ledere, som har fået en kulturudveksling, og som om 5-10 år selv er på kursus, så de kan blive bedre ledere. Det gør det værd, nogle gange at komme direkte hjem fra 8-10 timers arbejdsdage for at sætte sig ned og arbejde videre med det projekt, man brænder for.

Der er rigtigt mange frivillige kræfter derude. Fodboldtrænere, gymnastiktrænere, vågekoner, voksenvenner, spejderledere, som alle sammen gør en forskel for børn og voksne, de ikke nødvendigvis kender eller har andet tilfælles med, end at de alle sammen bor på den samme klode.

Dem skal vi huske at passe på. For hvis vi ikke gør det, fortsætter de ikke med at være frivillige. Det er kun så mange sure miner, der skal til for at slukke en ildsjæl.

Selv har jeg fundet ud af, at med mindre min frivillighed har et højere formål end bare at se pænt ud på mit cv, så holder jeg kun i en måned eller to. Frivillighed er nemlig noget, der kommer inde fra. Det skal være sjovt at være frivillig.

Det skal også være hårdt arbejde, men der skal være flere glade stunder end sure. For ellers mister vi dem, og det kan vores samfund faktisk ikke tåle.

Det var alt fra denne ikke særligt velskrevne torsdag, der dog havde et budskab: Husk at sætte pris på de frivillige. Smil til dit barns fodboldtræner. Spørg om de har det godt, og om der er noget, du kan hjælpe med. Selv den mindste hånd er værdsat. Det lover jeg.