10888868_10152523717022651_4130641144331628889_n

En lille nisse rejste…

… men hvor gik turen hen? Vi nisser rejser altid ud, men kommer hjem igen, sang Pyrus, da jeg var 6 år gammel og sad betaget foran fjernsynet. Måske der er lidt nisseblod gemt i stamtræet. På det seneste har jeg også et par gange om dagen hørt, at jeg er en hobbit – bare fordi man er under 165 og har hår på tæerne – og både Frodo og Bilbo havde da et eller andet med at rejse ud og se noget andet end hjemmet.

Det sidste år har jeg haft det lidt som om, jeg boede på DSB og i diverse lufthavne rundt om i Europa, Mellemøsten og Asien. Jeg rejser mellem København og Aarhus mindst én gang om ugen. DSB er min ven, og jeg insisterer faktisk på, at de gør deres arbejde ganske godt. For det meste. Men det med lufthavnene er lidt noget andet.

Det startede med, at vi tog til Hamborg for at drikke os fulde (og arbejde en lille smule på vores problemudredende artikel til skolen. Det lykkedes, og artiklen kom da i sidste ende på forsiden af Information.

Så var det, at jeg lige skulle til Strassbourg og kigge på politikere og ludere. Ikke at de to ting havde noget med hinanden at gøre – lige den her gang – men det var de to ting, jeg var der for.

Og så tog jeg til Athen for at spise lam (gæt hvad vi ikke fik at spise) og kigge på flygtninge. Det gik jo hverken værre eller bedre, end at vi var ved at blive sprættet til atomer, da vi uden at tænke os om vadede ind i Alexandra Park sent om aftenen. Undskyld mor. Men vi kom da hjem med en historie.

Så flygtede jeg til Jylland for at have ondt i hjertet og ondt af mig selv. Men jeg boede så billigt, at jeg var nødt til at bruge alle de penge, jeg sparede på boligudgifter på noget fornuftigt. Så jeg tog til Armenien og underviste spejdere og bestilte samtidigt en lille bitte rejse til Israel for at holde nytår et andet sted end Danmark.

Da jeg kom hjem fra Israel, blev jeg rastløs og tog til Holland for at netværke med andre spejdere, der også lave internationalt spejderarbejde, og bestilte også en rejse til Armenien for at se, hvordan de markerer det  folkemord, de snakkede om i Deadline i går – hvor Christopher Arzrouni måske skulle være forblevet saglig. Det er jo ikke Yildiz Akdogan, der nægter, at der er blevet begået folkemord.

Nu skal jeg snart af sted til Armenien, og hvor turen går hen efter det, ved jeg ikke. Hviderusland måske. Der er vist nok en tur dertil, der venter på mig.

Jeg rejser så meget, fordi jeg har udlængsel. Når folk spørger mig, hvor det kommer fra, svarer jeg mest i spøg, at det er fordi, jeg er fra Hammel, og at enten forstener man og bliver i byen, eller også skynder man sig så langt væk som muligt.

Det tror jeg nu ikke er årsagen. Det handler mere om, at da alle andre tog en dannelsesrejse i starten af 20’erne, gik jeg på universitetet og forsøgte at få en hverdag til at hænge sammen. OG så var jeg en kæmpe bangebuks, som ikke tude rejse nogen som helst steder hen. Jeg er sikker på, at havde jeg rejst pokkers langt væk i flere måneder, var jeg blevet et andet menneske. Ikke nødvendigvis et bedre eller et dårligere menneske. Bare et andet menneske.

Jeg er også sikker på, at var jeg blevet i Hammel, var jeg reelt forstenet. Fordi min udlængsel altid har råbt ad mig. Også da jeg var en bangebuks.

Og så er det, vi når frem til pointen: Jeg var sgu ikke klar til at rejse jorden rundt, da jeg var 20. Jeg havde andre ting, jeg skulle erobre. Arbejdsmarkedet for eksempel. Nu når jeg er klar, udnytter jeg, at jeg er ældre og klogere, end jeg var for 6 år siden. Jeg har større økonomisk råderum og større samfundsmæssig indsigt. Samtidigt er jeg ikke ældre, end at jeg er naiv nok til at vade ind i løvens hule.

Jeg er af den fulde overbevisning, at hvis du har udlængsel, så lyt til den. Du kan kun blive klogere af det.