2015-04-24 13.33.35

Mere praktik på DMJX tak

Jeg sidder på en altan i en forstad til Yerevan, Armenien og arbejder. Jeg bliver en gang  i mellem forstyrret af Anna, jeg bor hos, der ordner vasketøj og undskylder, at hun sådan forstyrrer mig hele tiden. Selv synes jeg, det er hyggeligt. Fuglene kvidrer og skratter, bilerne sender drøn i det fjerne, og den to-årige russer pludrer i køkkenet. Hun er garanteret bedre til russisk, end jeg er. Jeg holder mig til at spørge taxachaufførerne usikkert что это (hvad er det?) og så lytte opmærksomt til hans svar i håb om at forstå lidt mere end hvert fjerde ord.

Solen skinner, og ligefremme kan jeg skimte Ararat, der ligger på den anden side af den lukkede tyrkiske/armenske grænse og minder armenierne dagligt om, at de har mistet halvdelen af deres land til tyrkerne under folkedrabet for 100 år siden.

Over for vores hus går naboen rundt og sladrer i telefon på armensk. Man er aldrig i tvivl om, hvornår nogen bitcher. Selv hvis man ikke forstår sproget.

Mellem dette virvar forsøger jeg ihærdigt at lytte interviews af, som jeg har lavet på min telefon og optagelser fra mindehøjtideligheden i fredags. Hvad siger Hollande der? Hvad i alverden betyder de ord, Putin siger? Og støjen i det lokale, hvor jeg snakkede med Odders borgmester, gør, at jeg må hente hukommelsen frem, for at kunne få citaterne så korrekte som muligt.

Midt i det hele slår det mig, at mens jeg de sidste tre måneder har arbejdet på at blive en bedre skribent, er jeg uden at have opdaget det blevet en bedre interviewer. Kurt Strand (ham fra deadline, som har skrevet Iterview for journalister), kan ikke sætte en finger på mine kritiske spørgsmål – i hvert fald ikke i de tre interviews, jeg ind til videre har lyttet igennem.

Men hvordan skete det? Jeg tror, det simple svar er, at jeg har gjort det. Mens jeg har været i praktik har jeg skrevet over hundrede artikler og interviewet cirka hundrede kilder. Selvom det nogle gange kan tendere til røvsygt at versionere pressemeddelelser, gør det mig kritisk over for almindelig selvros og banaliteter.

Selvfølgelig sniger der sig en “Jeg er meget glad for…”-sætning med en gang imellem, og jeg kæmper stadig med at skabe overblik over den fulde tekst, men på de sidste otte måneder kan jeg nu mærke, at jeg har rykket mig meget meget langt.

Derfor er jeg også blandt de (måske) få, som mener, der skal mere praktik og mindre skole til. Journalisthøjskolen er i første omgang en udløber af den gamle mesterlære. Hvis skolen fortsat vil skille sig ud i forhold til de to andre journalistuddannelser, skal den netop slå sig op på at være for praktikerne. Så kan man altid bygge oven på med akademia, eller som jeg selv have det i forvejen.

Hvis vi får mere praktik ind i uddannelsen, er der også SU nok til faktisk at blive akademiker bagefter – hvis det er det, man ønsker. Skolen skal give os værktøjerne, og vi skal have kompetente praktikvejledere, som guider os og fortæller os, når vi laver idiotiske fejl – og jo, det gør vi.

Jeg gør i hvert fald.