En lada med firhjulstræk

Rejsetips til Yerevan

Det skal du se

Kvinder der stavrer rundt på alt forhøje hæle. Seriøst. Bare sæt dig et sted og bliv overvældet over hvor fantastisk, det er, at de overhovedet kan styre sådan et par femten-centimeters dødsklodser med syle spidse hæle.

Ladaer. Og mange af dem. Som stationcar, med firhjulstræk og den velkendte sovjet-version. Det er lidt som at sætte sig i en tidsmaskine og køre fyrre år tilbage i tiden.

Gør dig selv den tjeneste at tage turen helt op på toppen af kaskaderne og besku både de klassiske grågule sandstenshuse, som er overalt og den utroligt grimme nye arkitektur, som mest er bygget af pvc-vinduer (gerne med en blåt skær) og stål. Ej udsigten er de næsten tusind skridt til toppen værd.

Folkemordsmuseet er et must. Mest fordi folkemordet er det, Armenien er bedst kendt for, men også fordi det er ret spektakulært.

Jeg har fået anbefalet manuskriptmuseet. Men jeg har ikke selv været der og har ret svært ved at se, hvordan et museum for manuskripter kan få mig op at køre. Men hvis man har den slags lyster, skal man da slå sig løs.

Moskeen! Midt i mellem den ene kedelige high street butik efter den anden i grå kedelige sovjet-huse ligger pludseligt den smukkeste moske.

Ja ja. Og alt det sædvanlige: Kirken og republikpladsen er jo noget, man skal se. Men det ved Lonely Planet meget mere om.

 

Sådan kommunikerer du

De fleste over 40 taler ikke engelsk. Her lærer man russisk i skolen og taler armensk, som er et indoeuropæisk sprog. En kort parlør med de ord, jeg har styr på er:

Laf = ja
Merci (som på fransk) = tak
Svein =svin

Man kommer langt med tegnsprog og et par russiske verber. Ofte vil armenierne starte med at forsøge på russisk. Det er jo noget bøvl for de fleste danskere, så om ikke andet, så gentag efter mig, når nogen taler til dig på russisk

Ja nje gavaju pa ruski

Også kendt som ’Jeg taler ikke russisk’

Flere unge er blevet ganske gode til engelsk. De får det i syvende klasse, og undervisningen halter gevaldigt. Så evnerne rækker cirka lige så langt som de fleste danske unges tysk.

 

Sådan kommer du rundt

Taxaer koster tæt på ingenting. Nogle vil forsøge at snyde dig, og de lokales svar vil være, ’bare betal det, du synes, er rimeligt’. Men der er standarder. En turs pris starter ved 600 dram. Derefter er det 100 dram pr. kilometer. Jeg giver gerne lidt ekstra, fordi jeg ikke kan få mig selv til at fatte, at det er ok at betale 1000 dram (14,50 kr.) for at blive kørt 4 kilometer.
Taxachaufførerne taler ikke engelsk. Det er nærmest en naturlov på linje med tyngdekraften. De starter med at spørge uut (hvor)? Og så stikker man dem adressen.

Hvis du er heldig og bor i nærheden af en metro, er den en oplevelse værd. På vej derned er der ved de fleste stationer et underjordisk shopping-helvede, hvor man kan købe kopi-adidas træningssæt af den kiksede østeuropæiske slags og kopi-alt-muligt-andet.

Det er forresten også her, man køber de fineste kaffebønner og friske grøntsager.

 

Her køber du ind

Hvis du skal have mad og vand, er kiosken billigere end supermarkedet. Det virker helt forrykt, men den er god nok. Gå altid efter små butikker og så sparer du dine dram. For eksempel koster en is i det billige supermarked Fresh 250 dram. I SAS, som er dyrere, koster den 370 dram og i kiosken 200 dram.

Så gå efter de små butikker. Dog anbefaler jeg, at du lader være med at købe fisk af dem, der står og sælger det på åben gade fra papkasser. Det er ret varmt i Yerevan, og de står der altså hele dagen uden at få friske varer ind.

Skal du købe tøj ligger der et stort center i centrum, som har de fleste high street butikker. Er du mere til lokale goder som alt for høje hæle og igen det flotte østeuropæiske træningssæt i falsk adidas med tilhørende falsk guldkæde render du bare ned på det nærmeste marked. De ligger alle steder, i mange baggårde, langs med vejen – og så som nævnt på vej ned til metroen.

 

Det skal du spise

Fordi jeg er spejder, ved jeg godt, at man kan lave himmelsk mad i et hul i jorden. Det ved armenierne også godt. Det er fedtet og kødfyldt og ligesom englænderne har de noget fjol med eddike, men jeg lover, at du ikke bliver skuffet, hvis du bestiller barbeque.

Det koster mellem 50-100 kr. at blive mæt på en restaurant pr. mand, alt efter hvor meget du skal have selvfølgelig.

Og så husk lige at drikke ti års Ararat cognac. Deres rødvin er også ganske god. Der er til gengæld ikke noget at sige til, at deres mest solgte øl er Carlsberg, for den lokale er for det meste ikke noget at skrive hjem om. Det skulle da lige være for at fortælle, hvor kedelig den er.

 

Og lige et par andre tips og kuriositeter:

– Lad være med at nævne Azerbaijan. De kan ikke lide hinanden, og du kommer højest sandsynligt i problemer, hvis du taler positivt om nabolandet til højre. Så gør dig selv den tjeneste at lade være. Jeg rendte ind i et par fra England, der havde opfundet kodenavne til de to lande, som Armenien ikke kan med: Tyrkiet og Azerbaijan, fordi de godt vidste, at der alligevel er nok i landet, der taler engelsk, til at forstå, hvis de sagde noget positivt om landet.

– Tager du en tur over den georgiske grænse, så bliv ikke overrasket, når du sidder på toget tilbage til Armenien. De smugler bleer i massevis. Der kan sagtens være bleer fra gulv til loft.

– Sid ikke på bordet. Det er virkeligt en uskik, og en af de eneste uhøfligheder, der er så slemme, at armenierne påpeger det – noget de ellers ikke gør, når man er træls ellers.

– Man må ryge langt de fleste steder. Også når der står rygning forbudt.

– Hvis du trænger til at bade, kan du smutte til Lake Sevan og hvis du trænger til en sneboldskrig er der også bjerge høje nok til at være leveringsdygtige i den slags.