I dag har jeg siddet på en cykel

“Det er den værste sommer nogensinde!” Den sætning har jeg sagt mindst 50 gange siden juni. Først knokler jeg røven ud af bukserne i ugevis, og da ferien endelig er lige rundt om hjørnet, brækker jeg armen. Og for lige at svare på de obligatoriske spørgsmål, der altid følger, når jeg fortæller, jeg har brækket armen, kommer her lige en samtale, jeg har haft tusind gange.

Ronja: Jeg har brækket armen.

Ubegavet spørger: Har du brækket armen?

Ronja: Ja.

Ubegavet spørger: Hvordan er det sket?

Ronja: Jeg er væltet på cykel.

Ubegavet spørger: Var du fuld?

Ronja: Nej. Det var en mandag aften.

Ubegavet spørger: Det ene udelukker vel ikke det andet. Høhø.

Ronja: Jeg skulle op på arbejde dagen efter.

Ubegavet spørger: Det har da ikke holdt nogen tilbage før. Nå. Men hvad fanden skete der så?

Ronja: Jeg havde mit Roskilde-telt på skulderen. Det faldt ned, blokkede forhjulet, og jeg røg ud over styret og i asfalten.

Så har vi ligesom det ude af verden. Jeg har brækket armen, ædru på cykel en mandag aften. Og nu har jeg fået gipsen af. Og alt går stadig pisse langsomt.

I dag har jeg for eksempel for første gang siddet på en cykel. I går var første gang, jeg kunne skrive på computer. Onsdag aften gik jeg hjem uden armen i slynge. Tirsdag undlod jeg at besvime hos lægen. Det går fremad. Nu mangler jeg bare at kunne strække armen.

Smarte kommunikationsindlæg og mere journalistik-brok følger, når jeg engang kan andet end at fokusere på, hvor min arm er i stykker.