shell-pecten

Kære Shell

Jeg kan godt forstå, at det er træls for jeres ansatte at skulle belemres med kunder sådan en rolig lørdag eftermiddag, hvor de uden tvivl hellere vil holde fri, men ikke desto mindre havde jeg bare sådan et behov for chips, slik og is i formiddags, at jeg løftede mit tømmermændsramte legeme fra sengen og bevægede mig ned til jeres tankstation på Sydhavnsvej.

Det må I gerne hilse jeres ansatte og sige, at jeg beklager. Jeg kan nemlig godt forstå, at når man går på arbejde, er det fedest, hvis man ikke skal lave noget.

Jeg kom da også til at fortryde, at jeg belemrede dem, for da mit overforbrug af junk var samlet ind i jeres butik, og jeg forcerede diverse rod i butikken og kom op til kassen for at betale, blev jeg først mødt af en smilende ung pige. Hun åbnede så samtalen med

’Ja. Hvad?’

Jeg svarede så lidt træt, at jeg godt ville have lov at betale for mine varer. Det kunne hun godt forstå, hvorefter hun spurgte mig, hvor vægten til at veje bland selv slik var henne. Jeg måtte indrømme, at det anede jeg altså ikke.

Hun tog mit slik og rendte ud bagved. Da hun kom tilbage sagde hun, ’Nå ja. Det var dig,’ og tjekkede resten af mine varer ind, som jeg så begyndte at putte i tasken.

Ind ad døren udefra kommer hendes søde kollega, som stiller sig om bag kassen og spørger, om jeg skal ’ha noget eller hva?’

Jeg siger, at jeg skal have slik og de ting, der står på kassen, og at resten – det som er i tasken -er tjekket ind, og hun spørger mig, hvorfor jeg så ikke har hentet mit slik.

Jeg fortæller hende så, at hendes kollega er stukket af med det, og vist har efterladt det et eller andet sted, for det er i hvert fald forsvundet.

Herefter skal jeg gerne indrømme, at jeg noget spidst kom til at udbryde, ’jeg troede, det var mig, der havde tømmermænd.’, hvilket bliver mødt af den nytilkommende søde kollega med et

’Ja slap dog af mand. Hun har bare lavet en fejl for helvede.’

Nå jaja. Alle kan lave en fejl, og jeg venter så videre på, at den nye kollega får hentet den første kollega – og mit slik. Så kommer de begge tilbage til kassen og skælder mig lidt ud over, at jeg har taget mine chips ned i min taske, efter de er blevet tastet ind i kassesystemet. Det kan jeg selvfølgelig godt se. Jeg skal da ikke sådan pakke ned på forhånd. Jeg kunne selvfølgelig godt sige mig selv, at det hele skulle tastes ind igen.

Jeg bliver endelig betjent en smule igen, men midt i betjeningen kommer en anden kunde ind fra siden, som så bliver betjent i stedet for mig. Hvordan jeres medarbejder pludseligt gik fra at betjene mig og over til en anden, uden at gøre mig færdig, har jeg lidt svært ved at sætte min finger på, men bevares jeg havde tømmermænd, så det er ikke umuligt, at jeg har været lidt sløv i optrækket.

Den anden kunde bliver betjent færdig, og jeg bliver igen mødt af et, ’Skal du ha noget eller hvad?’. Jeg gør siger så lidt forvirret til hende, at min betjening var i gang. Nu får jeg så lov at betale, og jeg må indrømme, at det er første gang, jeg føler mig heldig over at få lov at betale penge for noget, jeg jo egentlig ikke har brug for. Svineheldig.

Jeg får mine varer pakket ned igen og får stukket en bon i hånden. Jeg når lige nøjagtigt at sige ’øhhhh altså, det er bare…’ da den ene af jeres søde ansatte møder mig med et ’Hvad er der nu hva? Hva?’ med en volumen, som skærer noget i mit tømmermandshoved.

Jeg ved ikke, om hun stammer, men hun fik vist sagt ’hva’ et par gange.

Jeg fortæller, at det bare er fordi der mangler en rabat på chips. Men jeg har selvfølgelig set forkert, og da jeg siger, ’nå jamen det har du ret i. Det er rabatten på isen, der mangler,’ kan jeg godt mærke, at nu er jeg altså for belastende og beslutter derfor at det de femten kroner rabat ikke er en sviner værd. Jeg ender med at ønske dem en god dag og siger, at det er lige meget.

Egentlig ikke fordi det var så lige meget, men fordi rødmen i jeres ene ansattes ansigt ligesom tydede på, at hvis jeg ville undgå en ordentlig verbal overhaling, måtte jeg hellere fortrække til min sofa med mine chips. Hvad jeg da så gjorde.

Jeg skriver egentlig mest for at bede jer hilse jeres ansatte og beklage at jeg besøgte dem på den lørdag. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de selvfølgelig normalt er enormt indbydende og servicemindede og i virkeligheden bare gerne så, at jeg ikke brugte mine tømmermænd som undskyldning for at æde junk.

Hav en dejlig weekend

Ronja Pilgaard