Mai-manniche-2.1

Må man hænge journalisten ud?

EkstraBladet har de seneste dage kørt en sag om smykkedesigneren Mai Manniche fra JewelsCPH, der gerne ville have sig en praktikant. Eller det vil sige, hun ville gerne have en PR- og marketingsassistent, som også kunne være personlig assistent for hende selv. Det skulle være minimum 6 måneder og fuld tid alle 6 måneder. Det lyder ret meget som et job, men ifølge Manniches blog, er det bare mig og alle de andre, der har misforstået noget.

Det er sjældent, jeg blander mig i andre mediers sager, medmindre selve mediet har en lektie, de virkeligt burde få lært. Men her er det ikke EkstraBladet, der har en lektie at lære. Det har Mai Manniche, og da hun har valgt at køre debatten offentlig, er jeg bange for, at jeg bliver nødt til at springe med på hendes vogn og skrive det her offentligt.

Manniche bør få en lektie af flere grunde:  Vi kan godt tale arbejdsmarkedsvilkår, forhold for praktikanter og mediehåndtering. Men det er der så mange andre, der har gjort.

I stedet kunne jeg godt tænke mig at lære hende at stave til Pressenævnet. Stav det med mig

P-R-E-S-S-E-N-Æ-V-N-E-T.

Hvis man er utilfreds med den måde, man bliver hængt ud på, og ikke mener, det på nogen måde falder inden for, hvad der er i orden journalistisk, så er det her, man går hen.

I får lige sagen kort:

Først skriver Ekstrabladet og en lang række bloggere en masse om, at man altså ikke kan kalde det her praktik

(bloggen fortsætter under jobopslaget)

Mai-manniche-2.1Derefter skriver Manniche det her blogindlæg, hvor hun redegør for, at praktik altså ikke er et rigtigt job. Det er bare noget, man gør, “hvor den unge får input i en relevant virksomhed, får kendskab til erhvervslivet, udvider sit netværk og LÆRER en del om områder vedkommende ikke nødvendigvis var bekendt med.”

Altså de ting, der også sker, hvis man tager et job i virksomheden. Eller som man i det her tilfælde ikke rigtigt får lov til i sin praktik.

Så kommer artiklen, hvor tre af hendes tidligere “praktikanter” stiller sig frem og fortæller, at de egentlig bare hængte jakker op til PR-events, gjorde rent og hentede mad til Mai Manniche.

Og så er det så, at Manniche gør det, jeg ikke helt forstår. Hun skriver ved midnatstid i nat en blog, hvor hun specifikt hænger den enkelte journalist ud. Det var så sent, at nogle af os gamle idioter i 20’erne, der har et job at passe, for længst var gået i seng, så jeg så det først her til morgen.

Hvad Manniche ikke helt forstår her er,  journalisten repræsenterer sit medie. Det kan godt være, at det er hende, der ringer ting hjem, får ideen, skriver historien og smider den på, men inden da er der altså en redaktør, som siger go eller no-go.

Hint: Det er faktisk derfor, man i både medieansvarsloven og i pressenævnet forholder sig til det enkelte medie og ikke til journalisten. Det er forresten også derfor, man har en ansvarshavende chefredaktør.

Vi staver lige igen:

P-R-E-S-S-E-N-Æ-V-N-E-T.

Om man er uenig i, at det her er den rigtige praksis eller ej, er jeg ligeglad med. For når nu man har de her instanser, er det bare en brand god ide at bruge dem. Interessant er det jo også, at blogs ikke er tilmeldt pressenævnet, og derfor kan man i princippet skrive, hvad man vil her, med mindre de ting, man skriver, strider mod loven – for eksempel injurielovgivningen.

Det Manniche praktiserer her er den grimme folkedomstol, som guderne skal vide aldrig nogensinde har gjort den her verden noget som helst godt. Det eneste det har gjort er, at forargelsen og svinehunden får frit løb. Så lad dog være!

Vi staver igen: P-R-E-S-S-E-N-Æ-V-N-E-T.

Jeg kunne godt kommentere på, at journalisten bag de her historier dummede sig, da hun ringede Mai Manniche op i nat. Men det har jeg allerede sagt til hende – direkte. Og det vidste hun i øvrigt allerede godt selv. Men hey. Journalister er også mennesker – ligesom dem, vi skriver om. Lige som Mai Manniche er et menneske, og derfor fortjener en fair presseetisk dækning. Hvad jeg faktisk også mener, hun har fået.

Men kære Mai. Hermed en lektie fra den dumme folkedomstol: Hvis du er utilfreds med den dækning, der er lavet af dit mildest talt arbejdsmarkedsundergravende praktikopslag, så gå til pressenævnet. Det er det, vi har det for. Men jeg er bange for, at du kommer til at tabe, for journalisten bag artiklen har sådan set en ok sag.

Alternativt kan du hyre en medierådgiver. Måske du kan få sådan en som praktikant, men så bør du nok huske, at man får, hvad man betaler for.

Hilsen Ronja
Journalistpraktikant med rigtig løn for rigtigt arbejde

 

PS. Cecilie Guldbergs indlæg ligger altså stadig på Illustreret Bunkers hjemmeside, og hvis du var i tvivl, er der altså ikke tale om en blog her, men om en klumme. Jeg ved godt at forskellen er lille, men det her var godt nok til at blive trykt i en avis – det kan man jo selvfølgelig også sige, at dit jobopslag var – bare med modifikationer.