søren kusk

Uanset hvad, så har vi vores klub til fælles

Jeg kan jo ikke finde ud af, hvad der er så fedt ved fodbold, uden at spørge folk, så i dag fortæller Søren Kusk Pedersen om sin kærlighed til det han mener handler om følelser og passion.

”Fodbold er et simpelt spil. 22 mænd jagter en bold i 90 minutter, og tyskerne vinder til sidst”. Sådan sagde Gary Lineker engang. Men det er jo – og det ved Gary også godt – meget mere end det. Det er følelser fra hele registret, det er benhårdt arbejde og frygteligt dyrt.

Når jeg går på stadion er det for at dyrke min interesse, min klub, for at få et frirum fra hverdagen og for at være sammen med gutterne. Tit tænker jeg, at jeg nok ”egentlig bare går til fodbold fordi totaloplevelsen er god”. Men så er man til Hobro-kampen, hvor Cornelius sparker os op på førstepladsen for første gang i to år. Og jeg gik amok. Kammeraterne gik amok. Sektion 12 gik amok. Så mindes man om, at det handler om følelser og passion. Hele vejen.

Onde tunger vil påstå, at fodbold er kedeligt. Det er fair nok. Jeg synes dressurridning er kedeligt. Men for nogle er dressurridning et adrenalinsus og deres passion. Noget som de bruger utroligt meget tid på. Mange starter nok med (dressur)ridning fordi deres forældre gjorde det eller sagde ”at det gør ordentlige folks børn”. Fuldstændig ligesom fodboldspillere også er startet der. Jeg startede som 5-årig i den lokale fodboldklub, hvor min far trænede årgangen over mig. I start-00’erne blev jeg også bidt af Superligaen og resten er historie.

Sport er en sjov størrelse. Lige nu løber Rugby-VM af stablen i England. Finalen skal spilles på et stadion med plads til 85.000 mennesker, og rugby rører mig ikke det fjerneste. Jeg har ikke forsøgt at sætte mig ind i det. Hvad man interesserer sig for og dyrker som sin passion kan være enormt arbitrært givet. Men sport giver muligheden for at skrige det hele ud og danse med dine sindsfæller (måske lige præcis med dressurridning som undtagelse). Det kan man også holde af – for nogle er det nærmest terapeutisk når ægtefællen er sur.

Jeg oplever ofte, at dem jeg er på stadion med er nogle værre karle. De er idioter, fusentaster, småkriminelle og bonghoveder. De er højt på strå, røven af fjerde division, rige, frække og gravide. Men uanset hvad, så har vi vores klub til fælles. Og ikke mindst kærligheden til klubben til fælles. Jeg hader dem når de synger ”Jyder boller grise – åhlålålå” og elsker dem når vi synger ”Super FCK”. Som fodboldfan bliver man tit taget til indtægt for slagsbrødrene og bonghovederens handlinger. Men man vender alligevel tilbage – fordi det er (nogle gange ulykkelig) kærlighed.

 

Af Søren Kusk Pedersen, journaliststuderende, fodbolddommer og FCK-fan.
”Da jeg skiftede skole i 2. klasse blev jeg tvunget til at vælge mellem FCK og Brøndby af de andre drenge. Jeg gik hjem og spurgte min far, der sagde, at vi holdt med FCK for de var bedst – og så blev det sådan.

 

Kan du lide det, du læser? Så hop ind og like min fodbold-side