image006

Forbandelsen

Anden gæsteblog i serien om fodbold kan du læse her. Min veninde Emilie-Marie Fridh giver den gas på Sydsiden på Brøndby Stadion, hver gang hun kan slippe af sted med det

Tekst af: Emilie-Marie Fridh, Radio24syv
Foto af: Robert Hendel
 
At vokse op som fodboldfan er en opvækst på godt og ondt.

I over 12 år har mit mandagshumør været direkte præget af weekendens kampresultater, ligesom drillerierne i folkeren var værre efter et stort nederlag. Specielt når jeg gik i folkeskole på Frederiksberg, hvor de fleste holder med FCK. For jeg var født ind i en familie, hvor vi holdt med Brøndby IF.

Samtidig var vi et fåtal af piger i klassen, som gik op i fodbold dengang, hvilket skabte et skel mellem mig og de andre. Generelt har det længe været svært for mig at være kvinde i en mandeverden, selvom jeg voksede op hos farmand, som både lærte mig at bælle bajere og rafle. For uanset hvor meget du high-fiver og fistbumper og skåler med gutterne omkring dig, så er der en anden flok tøser på stadion, som har mere travlt med at gøre sig til foran fyrene på tribunen end at se det hjørne, som skal til at sparkes.

Jeg har ofte prøvet at stå i byen med en Brøndby-kasket på og så blive udfordret på min viden om det nuværende hold, fordi fyren skulle spille smart og mente, at jeg kun holdt med Brøndby for at score.

Men nej. Min kærlighed til de blå/gule fra Vestegnen startede, da jeg blev inviteret med far til kamp i foråret 2002. Kampen var mod Viborg, den blev 2-2, og vi missede det sidste mål, fordi vi skulle ud til bilen, inden de resterende 20.000 mennesker forlod stadion.

De næste mange år af min ungdom var med mit sæsonkort til den daværende Codan-tribune som tro følgesvend. Jeg kan huske, at der var tre gutter, som havde pladser foran os, og at der bagved os sad to piger på en 15-16 år, som altid jokede med, at Ruben Bagger skulle ‘bagge’ ind i målet.

image005Foto: Robert Hendel
Mit første møde med Sydsiden var i 2007, hvor vi mødte AGF og lavede den legendariske ‘hjertetifo’, som dengang var noget af det største i dansk tifohistorie. I søndags, otte år senere, gjorde Brøndby det igen – gik over i historien. Den store colosseum-tifo var noget af det største og mest ambitiøse, jeg nogensinde har set. Tifoer er en stor del af momentum forud for en vigtig kamp. Spillere og fans bliver gejlet op af det fantastiske, store stykke arbejde, som udfolder sig for øjnene af os. Det giver mig lyst til at give de 10 % ekstra på lægterne, samtidig med at min tro på noget stort også vokser i min mave og mit hjerte.

Perioden fra den kamp og frem til det berygtede nedrykningsdrama i 2013 er en stor, sort klump af fodbolddepression. Det gik forfærdeligt. Nærmest kontant og hele tiden. Jeg kan ikke skille mine minder ad kamp for kamp – det hele er et miskmask af følelser af håbløshed, modløshed, afmagt og manglende tro på, at det nogensinde skulle vende. Flere gange stod klubben og var ved at gå konkurs, så jeg måtte flere gange have de indre samtaler med mig selv om, hvad jeg ville gøre, hvis Brøndby – Gud forbyde det – nogensinde måtte dreje nøglen om.

Det er som at forestille sig, at et familiemedlem dør. Du kan ikke vide, hvordan du reagerer, og det gør dig utryg at tænke på det. Så kom skæbnekampen. Mandag den 20. maj 2013 stod Brøndby – efter næsten 50 år som et flagskib i dansk fodbold – ved et ‘point of no return’. Nedrykning. Det var konsekvensen, hvis de fuckede op mod Horsens. Selvom jeg ikke havde nået at få billet til kampen, så tog jeg til Horsens og stod ude foran CASA Arena. Vi var mange derude foran. Og så ventede vi. Og vi ventede i 94 minutter. Så kom forløsningen. En lille sydafrikansk fyr, som er yngre end mig, blev pludselig en af de største helte i klubbens historie, da han scorede kampens eneste mål og derved sikrede Brøndbys fremtid.

Efter vi overlevede den kamp, fik jeg tatoveret ‘Vestegnen’ på min venstre arm. En beslutning, som jeg vidste, at nogle ville tage mindre pænt end andre. Men mit forhold til Brøndby og resten af den københavnske vestegn er noget, som har defineret mig som menneske, og det vil jeg ikke lægge skjul på. Ligesom jeg også går i fodboldtrøjer, selvom det ikke er kampdag. Når du først vælger din fodboldklub, så er det et livslangt ægteskab – på godt og ondt.

Jeg har tidligere sammenlignet mit forhold til Brøndby med at leve i et voldeligt forhold. For selvom man uge efter uge får tæv og ar på sjælen, der er så dybe, at voksne mænd prøver at fortrænge det og/eller græder ved tanken.

I How I Met Your Mother fortæller Marshall Robin om NFC Championship-kampen i amerikansk fodbold ‘98, hvor Vikings taber til Falcons i de sidste sekunder. Kampen må ikke nævnes, og hvis den gør, slår alle fra Minnesota i bordet og råber “Damn!”

Sådan har alle sportsfans det med forskellige historiske sportsbegivenheder, hvor deres eneste ene hold har tabt. For Brøndby kan nævnes kampen mod Roma, kampen mod Sporting, kampen mod Widzew Lodz. Alle tre nogle nederlag, som føltes som et spark lige i løgene på alle mænd med blå/gule hjerter.

Men selvom de nederdrægtige nederlag tager hårdt på én, og mandagen og ugen er svær at komme igennem, og man føler, at man aldrig kan komme ovenpå igen, så tager man sig selv i nakken og tager på stadion igen næste søndag i håb om endnu et adrenalinsus, hvor Ronnie ‘Plaffeminister’ Schwartz banker den ind over mållinjen, så man igen kan opleve en fantastisk mandag ved at møde ind på kontoret og glæde sig til spørgsmålet “hvordan gik kampen i går?”.

Sådan en mandag som seneste efter en tæt 1-0 sejr mod rivalerne fra FCK, hvor der blev leveret en tifo i verdensklasse og utrolig stemning fra begge holds fans. Det er sådan en mandag, jeg lever for. Selvom jeg flere gange under kampen kunne mærke blodet forsvinde fra mit hoved, fordi jeg råbte så meget, og selvom jeg ikke kunne bøje i knæene og havde ondt i nakke, arme og ryg og havde minus stemme flere dage efter, så var det dét værd. Og jeg ville ikke misse det for alt i verden.

Der er intet, der slår den fornemmelse, du får, når flere tusinde mennesker råber i samlet kor mod banen så højt, at det giver genlyd udover hele vestegnen. Det er sådan en underlig ting, som oftest bliver sammenlignet med noget testosteron/mandeagtigt noget. Men jeg tror ikke, det handler om at føle sig mandig. Det handler om at kæmpe. Kæmpe for det, man tror på, og mod det, man er imod. Og så drejer det sig i høj grad om suset.

Robert HendelFoto: Robert Hendel
Det er ligesom skibumserne og bungeejumperne og dem, som har behov for at klappe en alligator. Selvom det er pisse farligt på hvert sit niveau (fysisk/mentalt), så gør man det af samme grund: Følelsen bagefter er ikke til at beskrive. Det er en underlig følelse af lykke, som ligger lige under huden på én, og som stille og roligt aftager for hvert sekund, du ikke tænker på sejren fra samme øjeblik, du forlader stadion.

Derudover er fællesskabsfornemmelsen på Sydsiden ikke til at tage fejl af. Selvom der er en vis portion idioter og typer, som man har lyst til at dele ilt med, så er det fuldkommen ligemeget, så snart boldens placering på banen kaster kaskader af brøl, kasten med drikkevarer og spontan krammen med sidemanden af sig.

Det er dét, fodbold kan. Forbinde dig med dem, du har mindst til fælles med, fordi I har en fælles kærlighed for en klub som røvpuler dig for alle dine penge og overbetaler 70 % af truppen. Men det er ligemeget. For de gode mandage opvejer for alle de mandage, som sutter så langt ind i helvede, at djævlen kan mærke dem i drøblen.

De gode stunder gør den alt værd. Jeg glemmer aldrig det hidtil eneste mesterskab, jeg har oplevet med Brøndby. Jeg var lige så stolt, da Per Nielsen løftede trofæet, som jeg var, da jeg seks år senere blev student.

På den dårlige side bliver man sådan en junkie for gode oplevelser og fællesskabsfølelse, at det kan være svært, når/hvis klubben rammer en negativ spiral. Den nedtur, som Brøndby havde i mange, mange år – og som onde tunger vil mene, vi endnu ikke er kommet ud af – tog hårdt på de fleste fans. Men vi blev jo stående som en flok masochister uden bedre alternativer. For vi vidste, at det hele nok skulle blive godt, når vi igen oplevede lykkefølelsen efter at have skaffet tre point.

Det er forbandelsen ved min hobby, ligesom det er forbandelsen for andre tosser, som går gennem relativt meget nedtur for at opleve lykken, når det først går godt. Havde det ikke været for Farmand Fridh, kunne det lige så godt have været curling eller trav eller skak. Men den danske fodboldscene er blevet mit fix, og jeg elsker hvert sekund, når jeg står og bruger endnu en søndag på stadion.

At vokse op som fodboldfan er en opvækst på godt og ondt. Det har nemlig fucket mig op for resten af mit liv. Men jeg ville ikke undvære det for noget i verden.
***

Emilie-Marie Fridh er journalistpraktikant på Radio24syv og Brøndby-fan

 

Kan du lide det, du læser? Så hop ind og like min fodbold-side