12030391_10153075975257651_6682764831242521008_o

 “Den er fyldt med FC-blod”

Jeg kan stadig ikke reglerne, men en tur på Brøndby Stadion har kureret min frygt for fodbold. Faktisk er det længe siden, jeg har moret mig så godt en helt almidelig søndag

Da jeg var ti år gammel, blev Susan væk, og Susan-sagen kørte over skærmen dag efter dag, uden man kom barnet nærmere. I 10 dage. Og da hun blev fundet i et kælderrum, var hun død.

Susan var fra Brøndby Strand, og ind til søndag i sidste uge, var en frygtelig historie om et dødt barn i 90’erne noget nær det eneste, jeg vidste om Brøndby.

For mig, der er vokset op i Jylland, er Brøndby proletarer med tribal-tatoveringer, mennesker der stadig ejer cd’er – for hvad skal man ellers tage kokain på? og piger med silicone-patter. Derudover er der noget med nogle voldspsykopater, der går til fodbold for at tæve hinanden, og der er vist også noget med nogle romerlys.

Fordomme gør min verden lettere, har jeg en gang lært af en professor i journalistik.

Så da jeg satte mig op på cyklen søndag formiddag for ikke alene at cykle til, det jeg var sikker på var, udørk Brøndby, var jeg noget spændt og mest af alt bekymret for, om jeg kom hel hjem igen.

For mens Brøndbys fans, før jeg kom til kamp, i min optik mest af alt var stive arbejderidioter, som tog for meget coke, var udeholdet FCK’s fans nogen, man skulle være bange for. Så meget havde jeg da lært i den flække, jeg selv er vokset op i, hvor voldspsykopaterne, hvis ikke de holdt med AGF, holdt med FCK. Og dem, der holdt med FCK, skulle man være mest bange for, for det var dem der kendte rockerne, sagde de andre.

At jeg egentlig ikke på det tidspunkt havde mødt en rocker, var ikke så vigtigt. Det var grimme mænd på motorcykler, som TV-Avisen sagde, jeg skulle være bange for.

Nå. Men jeg sad altså der i min cykelsadel en varm søndag og spekulerede over, om min kæreste mon havde bestemt sig for, at vi skulle cykle derud, fordi jeg så ville blive kørt træt, og dermed ikke brokke mig alt for meget, når jeg fik trukket en gul trøje med autografer ned over hovedet, når vi kom frem.

Og så kom vi frem til politihelvedet. Ikke siden jeg som ganske ung syntes, det var spændende at kigge på demonstrationer, har jeg set så meget politi. Alene på turen fra Rebæk Søpark og til Stadion spottede jeg 9 salatfade og et utal af betjente i kampuniform.

Til gengæld så jeg ikke en eneste FCK-fan før kampstart. De var blevet gemt væk bag et blåt hegn.

Jeg lover, at jeg kom hel hjem igen. Det gjorde jeg. Og ret høj på serotonin endda. Men læs lige det hele.

180.000 Slots Classic
Da jeg startede på Journalisthøjskolen, blev Brøndby ret pludseligt personificeret for mig af en højrøstet blå/gult klædt, rødhåret 20-årig, som jeg i dag er ret glad for at have i mit liv. Hun har Vestegnen tatoveret på sin venstre arm.

Hun var selvfølgelig også på stadion, så efter en kropsvisitation – det er så sjældent fremmede mænd kører deres hænder rundt på mine bryster – hvor jeg blandt andet skulle op og stå på tæer, og hvor jeg skulle aflevere en kort redegørelse for, hvorfor der lå to bananer i min taske, fandt vi Emilie og nogle af mine andre venner.

Og så gik det ellers i gang. Hvem skulle have troet, en kamp var sjov allerede halvanden time før? I det hele taget: Hvem skulle have troet, at fodbold kunne være sjovt?

På et tidspunkt blev noget, de kalder en Tifo slæbt ned over hovedet på os. En tifo er åbenbart et meget stort stykke stof, som i det her tilfælde har kostet 250.000 kr.

Omsat i jydepenge, er det prisen på 180.000 slots classic ved grænsen.

Nå men det her stykke stof bliver så sænket ned over hovederne på hjemmebanepublikummet, og så skal det så vise (ifølge Brøndbys egen tifo-forening) “ultimativ støtte fra lægterne”.

Med andre ord skal det tirre modstandernes fans, så de bliver sure. For dem, der selv sidder på hjemme-tribunerne, kan selvsagt ikke se en skid. De har jo et stort stykke stof spændt ud over sig.

Jeg kan forstå at lidt af det, som sportsjournalister efter denne kamp har muntret sig med, har været, at sammenligne den her tifo med et andet stykke stof, FCK en gang har brugt til en kamp i Parken.

Sportsjournalister har det tydeligvis vildt.

Et omvandrende gult kort med ben
Da tifoen blev fjernet, og jeg igen kunne se banen, så jeg egentlig ikke så meget fodbold. Jeg så lidt gul røg, der dækkede FCK-fansnes udsyn. Så så jeg lidt ned i bunden af en fadøl. Derefter kiggede jeg lidt på en maskot for Brøndby, som, jeg kan forstå, en gang har været en brønd, der hed Brøndus.

Altså en brønd. En blå og gul brønd med ben. Som mest af alt lignede et omvandrende gult kort, har jeg set på billeder. En ide så langt ude, at EkstraBladets læsere med et overvældende 47 % af stemmerne kårede den som Superligaens mest tåbelige maskot.

Jeg kan sige SÅ mange dumsmarte ting om den maskot, men også én virkeligt god ting: Det er ikke den maskot, de har mere.

Nu er det så en isbjørn, der i en halv time før kampen rendte i cirkler på banen med et lille lyshåret drengebarn, som blev trættere og trættere at se på.

Og da kampen endelig gik i gang, gik den lidt rundt nede foran og hyggede sig.

note to self: køb panda-kostume og vær maskot. For et eller andet. Bare et eller andet. Curling, synkron-svømning, dart. ANYTHING!

Og så blev kampen altså fløjtet i gang. Og jeg stod og kiggede ned i min fadøl. Og lærte at synge noget med en trøje, der var rød så rød, som var fyldt med FC-blod. Tog mig selv i at overveje, om voldsforherligelsen var med til at støtte op om spillerne eller bare var for at tale til de der mennesker, Emilie ovre i sin gæsteblog sagde, man ikke ville dele ilt med. Og så slog jeg det ud af hovedet og skrålede noget med FuCK’ere, der skulle have tæv.

Der var mænd, som heilede – som mine venner måtte forklare mig ikke heilede. Der var romerlys og en mand med tromme

note to self: køb en tromme. Ingen kan blive sur på en, når man bare spiller højt nok (til at overdøve deres brok)

Det var gul røg og popcorn. Det var en absolut fest, og det er længe siden, jeg har moret mig så godt.

En enkelt gang har min kæreste ringet til mig fra Brøndby Stadion, og spurgt, om jeg ville høre tusindvis af glade brøndbyfans. Det eneste, jeg kunne høre, var stive idioter og en kæreste, som i ekstase fortalte om, at betontribunerne gav efter, når alle hoppede.

Jeg kan forstå på de fleste, at det der foregik på Brøndby Stadion sidste søndag, hverken var afgørende eller stor fodbold. Men da FCK’s mål blev fodret med en bold headet ind af en eller anden i gult og blåt, gav betontribunerne efter. Alle hoppede. Øl fløj til alle sider, og jeg har en video af en blondine, der skriger så højt af glæde, så det lød som om, hun var i gang med at gøre Octomum nummeret efter og føde ottelinger.

For første gang i to år vandt Brøndby over FCK. Det er et lokalopgør, som ikke har sin lige i dansk fodbold, når FCK og Brøndby mødes, siger de mennesker, jeg har besluttet at lytte til på det her fodbold-område.

Jeg kan huske, jeg en gang spurgte Emilie, om hun egentlig var mest fan af Brøndbys fodboldhold eller af at være fan. Jeg vil ikke skrive, hvad hun svarede, men hvis jeg holdt med et fodboldhold, ville jeg holde med Brøndby. Bare for at kunne komme ud på stadion og råbe.

Reglerne har jeg jo selvsagt stadig ikke rigtigt styr på.

 

Jeg har besluttet mig for at lære at forstå fodbold. Kan du lide det, du læser? Så hop ind og like min fodbold-side