11999550_10153075974757651_4209120743648313379_o

Fodbold er noget, man arver

Emilie beskriver det så fint i sin gæsteblog, når hun skriver, at det var svært at gå i skole et sted, hvor folk holdt med FCK. For hun var født ind i en familie, som holdt med Brøndby. Søren beskriver det i sin gæsteblog perfekt, når han fortæller, hvordan hans far forklarede ham, at her holdt man med FCK.

Fodbold er noget, man arver. Jeg, der kommer fra en by, hvor man enten holder med AGF eller SIF (med mindre man er voldspsykopat – så holder man med FCK), har ikke arvet noget hold fra min familie, så jeg har arvet Brøndby fra nogle venner.

Som Borka- og Mattisrøverne, er det ikke bare noget man lægger i skabet, når mandagens efter-kamp-depression eller -sejrsrus slår ind.

Eller når man er på vej væk fra stadion. Faktisk slet ikke, når man er på vej væk fra stadion.

Det måtte jeg også sande, da satte kursen tilbage mod København den søndag Brøndby og FCK mødte hinanden i Brøndby.

Op i sadlen, ned mod stationen og på et S-tog. Det kan da ikke være så svært at forlade et stadion. Troede vi.

For som vi kørte væk fra stien og ned mod stationen, kom 300 FCK-fans gående i samme retning. Vi havde stadig blå/gule trøjer på. Og det havde de ikke.

En betjent stoppede os, og sagde:

“I kan ikke komme igennem her. Og I vil nok heller ikke.”

Vi spurgte pænt, om vi ikke bare lige kunne smutte igennem, hvortil han svarede.

“Nej ikke med de trøjer der på. Lige om lidt, så kommer der en ordentlig flok af dem der er rigtige stjernepsykopater.”

Klar tale. Så vi pakkede trøjerne væk, og cyklede i øvrigt en omvej på en kilometer uden om stationen. Du ved. Bare for en sikkerheds skyld.