CQyoFFvW8AAGEzb

Jamen de har jo ikke noget tøj på

Kære TV2s Politiske redaktion

Jeg kan forstå, at det i dag var en stor nyhed for jer, at Folketinget åbnede, og at I derfor følte, det var meget vigtigt at fortælle lidt om, hvad folk havde på. Eller. Hvad kvinderne havde på.

Læs den spændende politiske analyse på TV2s hjemmeside her, hvor kvinders tøjvalg kobles op på, hvilken politik socialdemokraterne vil føre HER (Ironi kan forekomme)

For at sige det på godt jysk, så er det sgu op ad bakke med jer TV2.

Og især jer og det der sprog og det der mode er op ad bakke. Så kære TV2, I får lige en kort indføring i sprog, mode og sådan almindelig kønsdebat. Jeg tænker, at I ikke tager skade af det. Ellers må I lige sige til. Så fikser vi noget med en terapeut, som kigger forbi.

Fra en ende af: Sproget

Skærmbillede 2015-10-08 kl. 17.30.13

Da jeg var barn, brugte min mor ret lang tid på at få mig til at fatte, at det at have det samme tøj på, var noget mere ubehageligt end at have den sammen slags tøj på eller sågar have helt ens tøj på.

Der findes et fantastisk billede, hvor min ven og jeg har knebet os ned i ét sæt tøj. Jeg er en anelse lilla i hovedet, men ellers ser det fiks ud. Vi har det samme tøj på. Der er også billeder af min bror og jeg med tre års mellemrum. Vi har det samme tøj på. Med andre ord har vi det præcis samme sæt tøj på, der bare er blevet vasket x-antal gange og derefter gået i arv fra den ene til den anden.

Tricket til at tjekke korrektheden her, det er at udskifte tøj med en bestemt tøjdel. Fx ‘de har den samme jakke på’. Det har de jo ikke vel. Så har de jo heller ikke det samme tøj på.

Med andre ord: At have det samme tøj på, er skide svært, hvis man sidder på hver sin stol i Folketingssalen. Jeg siger ikke det er umuligt, men det udtryk, I leder efter, er nok at have ens tøj på.

Så kommer vi til det med mode.

CQyoFFvW8AAGEzbI skriver selv i den sindsoprivende analyse, at Helle Thorning Schmidt havde nederdel på, mens Mette Frederiksen havde bukser på.

Jeg kan godt se, at det her er svært, og måske kræver at man er blevet tvunget til symaskinen som barn, men DE TO TING ER ALTSÅ IKKE DET SAMME!

Jeg tror for eksempel Claus Hjort Frederiksen ville brokke sig noget over, hvis hans tøjmand kom anstigende med en nederdel og insisterede på, at det altså var det samme. Vi er lidt ude i, at Lars Løkke i stedet for Boksershorts havde brugt ustyrligt mange penge på trusser med blonder på. Det er bare ikke det samme. Heller ikke selvom det er samme farve.

De to politikeres jakker er forskellige. Det kan man for eksempel se på, hvis man da ellers har øje for detaljen – og det håber jeg, I har –  at Mette Frederiksens jakke har krave på. Hint: Det har Helle Thorning Schmidts ikke. Ligeledes er det en svag nuanceforskel, og så er der da vist også noget med snittet.

Og så lige til sidst. En lille hurtig indføring i kønsdebat.

Jeg er sådan set ligeglad med, om I går op i folks tøj eller ej. Jeg er også ligeglad med, om I kun går op i kvinders tøj. I er godt nok ikke et modeblad for kvinder, men hvis I prøver at erobre marked den vej ud, så skal I da være så velkomne.

Jeg studser bare over, hvordan sådan en artikel ville se ud, hvis I havde lavet en med omvendt fortegn – og det kan være, det bare er mit sarte kvindehjerte, men jeg ville måske synes, det var en anelse kedeligt at læse historien med rubrikken

“De fleste af de 113 mænd i Folketinget havde jakkesæt på”

Alternativt underrubrikken: “To rivaler, éns jakkesæt: De politiske ordførere Nicolai Wammen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) var nærmest ikke til at kende fra hinanden i dag. De var kommet til at tage på arbejde i éns tøj”

Det ville fandme være mærkeligt.

 

Og nu jeg er i gang med at tæve lidt til jer, så skal vi altså også lige hoppe et smut ned i teksten, hvor I skriver

“Formanden fra SF, Pia Olsen Dyhr, har valgt at dele den manglende jakkekoordinering på Twitter og understreger samtidig, at jakken på hendes profilfoto er sort og ikke mørkeblå. Samtidig gør hun og andre brugere på Twitter opmærksom på, at langt de fleste mandlige politikere har ens tøj på. ”

 

Pia Olsen Dyhr (SF) gør altså ikke opmærksom på, at de to kvinder har matchende jakker på. Hun gør opmærksom på, at I her begår virkeligt dårlig journalistik. Et godt sted at lede efter det budskab er i hashtagget.

Jeg fristes til helt oplagt at citere Kejserens Nye Klæder “Jamen han har jo ikke noget tøj på”

I det her tilfælde har TV2 ikke noget tøj på. Alle og enhver kan se, at det her ikke er journalistik. Det er fordomme og ligegyldigheder, der får frit løb. Det er ikke indhold. Det er ikke en gang sjovt – og jo det kan jeg faktisk godt vurdere, om det er. Det er bare fyld på jeres hjemmeside, fordi I åbenbart ikke kunne finde på bedre at skrive om fra åbningsdebatten. En anden gang kan I evt. gå i arkivet og støve en af fra sidste åbningsdebat. Det er alligevel for det meste det samme, de siger.

Nå. Men hvis I får brug for en indføring i, hvordan man lader være med at lave dårlig clickbait en anden gang, så ringer I bare ikke?

#PraktikantGraverSinEgenKarrieremæssigeGravVedAtBrokkeSigOverEtableredeMedier

#GivMigOrdentligJournalistikEllerJegKommerEfterJer

 

Kan du lide, hvad du læser? Så hop over og giv Ronjas Blog et like på Facebook