Pink-and-Black_Feminist_Symbol

Banal hverdagsvold mod kvinder

Fredag skete det igen. Mens min kæreste og hans ven stod og snakkede med nogle piger et andet sted på baren, stod jeg med min veninde og sludrede i baren.

En mand sidst i trediverne i jakkesæt og lyseblå skjorte kommer hen til os. Vi taler privat og vil gerne være i fred, så da han begynder at råbe veninden ind i ørene for at være med i samtalen, beder jeg ham gå. Det vil han ikke, så han råber videre. Mens vi fortsætter med at snakke.

Så bliver han mere nærgående. Vi er åbenbart nogle fisser. Jeg overvejer kort at forklare ham, at der er forskel på at have en fisse og at være en fisse. Det første har halvdelen af befolkningen, det andet er kropsdele på halvdelen af befolkningen. Jeg undlader.

Jeg beder ham på et tidspunkt om at gå – så pænt som man nu en gang kan, når en mand lige har snuset til ens veninde.

Han reagerer ikke. Eller det vil sige, han ruller med øjnene og får vist råbt lidt mere af os – han er også meget fuld – men mener, vi skal slappe af.

Jeg tænker, at vi er udmærket afslappede, men at vi ikke gik i byen, for at blive chikaneret.

Så beder den mandlige bartender ham om at gå et andet sted hen i baren, hvis han ikke vil smides ud. Det har han til gengæld respekt for, så han går ned i den anden ende af baren. Dog ikke uden at støde så hårdt ind i mig på vej derned, at jeg er ved at falde af min barstol.

Jeg takker bartenderen, og forestiller mig – naiv, som jeg nu en gang er – at resten af aftenen kommer til at forløbe stille og roligt. Uden at skulle råbes af, rages på eller ”håndteres”, som jeg har forstået at vold mod kvinder kaldes.

Men jeg var jo naiv. Selvfølgelig var han ikke færdig. Så han kommer tilbage og tager mig denne gang på røven og mumler stødende ting, som jeg virkeligt ikke gider gentage. Nu er jeg sur, så jeg råber

”Jeg har sagt det. Jeg har sagt det igen, og nu stopper du fandme. Du er ikke velkommen i det her selskab, og jeg synes, du skal gå.”

En ung fyr opfatter, at nu er det her nok, og råber af manden, at han skal gøre, hvad han får besked på og respektere det, jeg siger.

Bartenderen får nok, og eskorterer ham ud på gaden ved at hive armen om på ryggen af ham.

Og hvorfor så denne trivielle hverdagshistorie? Fordi den er netop det. En triviel banal hverdagshistorie.

Det er mindst en gang hver anden måned, jeg bliver befamlet, overfuset eller overrumblet af mænd i nattelivet, som ikke er enige i, at de ikke har ret til mit selskab, min krop. De godtager ikke et nej – dog godtager de det ofte, når jeg fortæller dem, at jeg har en kæreste. Selvom han ikke er med, er hans ejerskab af mig altså vigtigere, end min egen holdning til, hvem der har ret til min krop og mit selskab.

Jeg taler ikke om mænd, der klapper mig i røven på baren. Det er et hverdagsovergreb, jeg har lært at leve med.

Jeg taler om ham, som trængte mig op i en krog, og barrikaderede muligheden for at slippe væk, for at demonstrere sin magt og gøre mig bange. For derefter at kysse mig mod min vilje.

Jeg taler om ham, jeg aldrig havde talt med, men som havde overhørt min veninde og jeg diskutere patriakalske samfundsstrukturer, som så sit snit til, mens jeg stod i baren, at hviske de sødeste ord ind i mit øre:
”Fucking fisse. Dig og din veninde skal skride her fra med jeres holdninger, hvis ikke i vil tæves op i fissen med en håndbajer.”

Jeg taler om overgreb, trusler, psykisk vold og fysisk vold. Triviel overgreb, som flere kvinder, end du tror, har været udsat for.

Da jeg mødte min kæreste var jeg bange for ham. Jeg har været bange for alle mænd, jeg har kysset. Fordi den slags vold er hverdag nok og har været det, siden jeg var yngre end teenager. Min kæreste er en fantastisk fyr, som møder mig og respekterer mig. Jeg havde ingen anden grund til at frygte ham, end at jeg havde dårlige erfaringer. Og nok af dem.

Men jeg går stadig i byen. Og jeg tager stadig en kort kjole på. Og jeg har i alle de år, siden jeg første gang opdagede, at mænd kunne være farlige, insisteret på, at selvom jeg var bange for dem, ville jeg stadig gerne kysse dem. For de her mennesker må ikke vinde.

Jeg er ikke Jyllands-Posten, og derfor skriver jeg ikke tværs over mit bryst, at vold vinder. For den her kamp nægter jeg at tabe.