Foto: AA/ABACA

Hvad kan man overhovedet andet end at græde?

De brænder børnene i Aleppo. Levende. Og de bomber dem. Og på de sociale medier kan man på arabisk læse folk tage afsked med deres elskede. De regner ikke med at komme ud. Snart er det slut. Snart bliver der stille.

Selv sidder jeg i mit køkken og spørger mine samboer, om de har hørt om det, der sker i Aleppo. Det har de ikke. Jeg fortæller næsten grådkvalt, hvad jeg tror, jeg ved, mens russerne klynker over, at det bare er russofobi, den her sandhed handler om. Idioter.

Og så bliver jeg sur. Nok nærmere frustreret egentlig, men udtrykket er vredt.

For vi siger altid “Aldrig mere Srebrenica”, og vi siger altid, aldrig mere Armenien, Holocaust, Homs. Aldrig mere Mostar. Aldrig mere Masada.

Men der sker jo ikke en skid. Vi sidder her i vesten og råber på aldrig mere det ene og det andet. Og så går de nogle år, og så er det pludseligt aldrig mere noget tredje. Aldrig mere har klart mistet sin betydning.

Vi går fakkeltog.

Men jeg kommer ikke. Først tudede jeg tøre tårer over, at vi skal have gæster, og så sagde jeg sure ord om, at Ahmed, Haifa og Anna i Aleppo da er skide ligeglade med, om jeg står og synger Kringsatt av Fiender med en fucking fakkel i hånden.

Og nu er jeg vred. Vred over, at min egen stress gør, at jeg nogle gange ikke kan huske ord, men at det i sammenhæng med det her, er et ubetydentligt lille bitte problem, som ingen verdens gang har på jorden.

Men mest af alt vred over, at jeg ikke en gang har det menneskelige overskud til at gøre noget som helst. Jeg aner ganske simpelt ikke, hvor jeg skal starte. Hvis jeg skal gøre noget, skal jeg samle tøj ind. Men det tager tid, som jeg har svært ved at finde. Ikke fordi jeg ikke har tid. Når jeg er færdig med arbejde og skole, er der stadig 12 timer tilbage i døgnet. Når jeg også har spist og sovet, måske to. Dem kunne jeg bruge til noget. Men i stedet sætter jeg mig ned i min sofa og skriver disse magtesløse ord.

Ord, der ikke kan noget andet, end at tigge og bede dig, som ved noget som helst, fortælle mig og alle andre, hvad vi faktisk kan gøre, andet end at står med en fakkel og tro, at John Lennons nihilistiske skodsang Imagine, kan redde bare ét barn i Syrien.