Foto: Ronja Pilgaard

En vaskeægte matrjosjka-tyv?

Det her er historien om en matrjosjka-tyv. Tror jeg. Det vil sige: jeg ved det faktisk ikke endnu, men i løbet af de næste uger, vil jeg forsøge at finde ud af det, og hvis jeg kan: hvor 20 russiske trædukker er blevet af.

Sagen er den, at ved nytårstid blev 20 matrjosjka-dukker stjålet fra et hus i Helsingør. Det stod der på Sjællandske Mediers hjemmeside 3. januar. Og nu viser det sig, at det ikke er første gang, en samling af lige netop den slags dukker forsvinder som det eneste under et indbrud.

Har du endnu ikke læst prologen, så finder du den her.

Hvis du er interesseret i at læse min metoderapport, så finder du den her.

 

Det er en noget forvirret pressekoordinator, jeg har fået fat i hos Nordsjællands Politi mandag formiddag. Han hedder Henrik, og der er ingen tvivl om, at han synes, jeg stiller meget dumme spørgsmål.

Og han har i hvert fald aldrig hørt om noget med tyve russiske dukker. Egentlig virker han mere interesseret i at finde ud af, hvorfor jeg overhovedet spørger ind til det. Jeg prøver at forklare ham, hvorfor jeg synes, det er spændende, men han virker ikke helt lydhør. Han lover dog at se nærmere på det, når han er færdig med dagens døgnrapport.

Der lader til at være sket en del hos Nordsjællands Politi denne weekend: En ung fyr er blevet røvet, en betjent er blevet bidt af en hund, og en ung mand fra Nivå er blevet taget for at køre påvirket af narko, mens en anden person er blevet udsat for et tricktyveri.

Derudover er der også travlt ved Henriks telefon denne morgen. Over tusind unge i hele landet er blevet sigtet for deling af børneporno, og sagen har været forankret i netop denne politiafdeling.

Men Henrik ringer tilbage, og nu virker han lidt mindre irriteret over mine dumme spørgsmål. Han vil dog meget gerne igen gerne vide, hvad jeg skal bruge det til, og jeg forklarer, som det er, at det aner jeg faktisk ikke. Jeg synes bare, historien er hammer spændende. Og så fortæller Henrik ellers, hvad han kan fortælle mig:

– Altså det, der er brudt ind i er et fritidshus. Altså et kolonihavehus, fortæller Henrik og forklarer den metode, de umiddelbart har kunnet konstatere på gerningsstedet:

Døren er blevet brudt op, og tyvene har stjålet dukkerne. Derefter er de med Henriks ord ‘kravlet retur samme vej’. Indbruddet er sket mellem 29. december og 1. januar. Men han kan ikke fortælle, hvem der har indgivet anmeldelsen. Den må jeg selv klare.

– Nåh ja, siger Henrik så:

– De der dukker, det er af den slags, der hedder Matrjosjka. Skal du have hjælp til at stave det?

– Nej tak, svarer jeg, og retter lidt på hans udtale. Han prøver igen:

– Matroljska. Er det bedre?

– Nej du skal rulle lidt mere med tungen.

– Matrjosjka. Er det sådan?

– Lige i skabet Henrik.

– Men altså. Indbruddet er ikke opklaret, siger Henrik så.

– Ved du, om der var noget andet af værdi i huset?

– Tjaa, hmm, siger Henrik og vejer sine ord. Det ved jeg faktisk ikke, men det er jo ikke Danske Bank, de er brudt ind i.

– Ok, det kan jeg godt se. Hvis nu der sker noget, så har I min mail. Vil I ikke skrive, i så fald?

– Ej, det kan vi sgu ikke huske. Så må du ringe igen.

– Det gør jeg Henrik. Tak for snakken.

Det er ikke mange nye informationer, jeg får. Dog er der en fejl i artiklen fra Sjællandske, som jeg nu kan få rettet i min egen research:

Der er tale om et kolonihavehus, og altså ikke, som jeg hidtil har gået rundt og forestillet mig, et parcelhus.

Hvad så nu? Skal jeg begynde at ringe til alle, der har en kolonihave på Lathyrusvej? Og kan man overhovedet finde ud af, hvem de er? Eller skal jeg bare tage derop og banke på de 53 huse på vejen i håb om, at ramme det rigtige hus? Eller de 215 haver i foreningen? Og er sådan nogle kolonihaver ikke lukket af for vinteren?

Jeg beslutter mig for at tænke over det, og når ikke rigtigt længere i min tankerække, end at nogen jo må have været i kolonihaven for at finde ud af, at der er blevet begået et indbrud.

Men fordi der nu er lidt stille omkring sagen, bliver jeg faktisk også en smule overrasket, da beskeden fra min gamle medstuderende på universitetet tikker ind sent tirsdag aften:

Det er ikke første gang i Nordsjællands historie, det eneste, der er blevet stjålet under et indbrud, er en samling matrjosjka-dukker. Det er faktisk sket to gange på to måneder.

Først tænker jeg, at det er helt i skoven. To indbrud. Begge i Nordsjælland. Og begge med én eneste ting manglende: de russiske dukker. Findes der seriøst en tyv, som specifikt går efter samlinger af bedstemorlignende dukker fra Rusland? Eller er det bare et tilfælde?

Jeg ved det endnu ikke, men det hele lyder mærkeligt. Det hun helt præcist skriver til mig er:

“En kold aften i november kører mine forældre ind ad indkørslen til deres sommerhus i Asserbo. De åbner døren til huset, og en kølig vind suser dem i møde fra det bagerste værelse. Huset kan opvarmes automatisk ved en opringning på mobilen, og mine forældre undrer sig derfor med det samme over den kolde brise. Den kommer fra et åbent vindue. De gennemgår straks hele huset for at se om noget er stjålet, men computer, fjernsyn, ipad osv. ligger uberørt på deres sædvanlige pladser. Så pludselig slår det dem. I vindueskarmen i det kølige værelse mangler noget. Min mors elskede (store) samling af babushka dukker. Så mærkeligt, mystisk og uforklarligt! Hvem har taget dem? God jagt!”

Marie stiller det helt rigtige spørgsmål. Hvem har taget dem?

Jeg kan jo ikke svare på det endnu. Og de eneste erfaringer, jeg har med at begå indbrud, var den gang jeg brød ind i min venindes lejlighed for hende, fordi hun havde smækket sig ude. Som barn kunne jeg godt lide at forsøge at dirke låse op med hårnåle, selvom det aldrig lykkedes, og én gang i mit liv har jeg været med til at sparke en dør ind.

Min kriminelle løbebane kan således siges at være ganske kort.

Men jeg kender en, som har begået flere indbrud, end han selv kan huske. Her kalder vi ham bare for Tom.

Jeg ringer til Tom og forklarer min kattepine. Den her sag er allerede så stor inden i mit hoved, at den fylder mange af mine vågne timer, selvom den faktisk slet ikke handler om noget endnu. Så han går med til at tale med mig om det, vi ellers aldrig taler om: at han engang forsørgede sig som hæler og stjæler.

Tom fortæller, at det virker fuldstændig forrykt at en tyv har efterladt computer, fjernsyn og ipads. For den slags er enormt let at omsætte på blandt andet Den Blå Avis. Folk køber endda i stigende grad brugt, så siden hans egen karriere som listetyv stoppede, kan han forstå, at det om muligt er blevet endnu lettere at stikke af med den slags ting.

Han påstår også, at lige præcis i Nordsjælland kan man sælge elektronik til væsentligt højere priser, end man for eksempel kan i Roskilde, fordi folk ikke er lige så prisbevidste.

Jeg er vokset op i Jylland, så jeg tager ham på ordet. Og det gør jeg især, da han fortæller én ting, som fanger min interesse: Nemlig at indbruddet i Maries forældres sommerhus virker enormt planlagt og til kun at have et formål: at få fingre i dukkerne. For modsat huset i Helsingør har tyvene ikke gennemrodet huset. De har vidst præcis, hvad de ville have, og så er de gået igen.

Det Tom fortæller mig er også, at det langt fra er sikkert, at der er tale om den samme tyv. For mens kolonihuset i Helsingør var blevet gennemrodet, var huset i Asserbo efterladt uden mén.

Jeg må have fat i nogen på Lathyrusvej, som ved noget mere, end jeg gør.

 

Det ved jeg nu

  1. Huset ligger på Lathyrusvej i Helsingør, som er en kolonihaveforening, der også er kendt som Solbakken og er en af fire kolonihaveforeninger i Helsingør.
  2. Tyvene har brækket døren til kolonihavehuset op og har efter at have rodet rundt i huset besluttet at tage de 20 matrjosjka-dukker.
  3. Tyveriet er ikke opklaret, og politiet vil ikke oplyse, hvem der har indgivet anmeldelsen.
  4. Det er ikke første gang, at et indbrud resulterer i, at en samling af matrjosjka-dukker er blevet stjålet. Et lignende indbrud i et sommerhus, hvori der forefandtes en del værdier, har også resulteret i en stjålen dukke-samling.

 

Mysteriet om de russiske dukker er en serie af blogs, hvor jeg forsøger at opklare, hvad der er sket med 20 matrjosjka-dukker, der ved nytårstid blev stjålet fra et kolonihavehus i Helsingør. I mine blogs fremlægger jeg min research – både den, som sender mig i den rigtige retning, og den som det viser sig, jeg ikke kan bruge til noget. Den journalistiske metode, der ligger til grund, finder du i min metoderapport, der ligger her.

Har du tips eller ideer, modtager jeg dem rigtig gerne på min mail ronja.pilgaard@gmail.com

Har du til gengæld kommentarer til mine metoder og ideer til, hvordan vi kommer videre herfra, vil jeg rigtig gerne have dem i kommentarsporet herunder, så vi er så mange som muligt, der kan hjælpes ad med at finde ud af, hvad der er sket med de russiske dukker

 

Læs næste afsnit af Mysteriet om de russiske dukker her.