Foto: Ronja Pilgaard

En hundekurv og femten dukker

Det her er andet afsnit i Mysteriet om de russiske dukker. Måske er det historien om en matrjosjka-tyv. Men jeg ved det faktisk ikke endnu. I løbet af de næste uger, vil jeg forsøge at finde ud af det, og hvis jeg kan: hvor 20 russiske trædukker er blevet af.

Inden vi kan komme videre i sagen, er vi nødt til at finde ud af, hvad i alverden, der skete i Asserbo. For det viser sig nu, at det ikke kun var Matrjoskadukker, der blev stjålet. En hundekurv rendte tyvene også med, så måske Tom alligevel tog fejl i sidste afsnit.

Hvis du først lige er kommet med på mysterie-vognen, foreslår jeg, at du starter med prologen, som du finder her.

Er du interesseret i min metoderapport, finder du den her.

 

Lene har samlet på matrjosjkadukker i årevis. Siden hendes mand for første gang kom hjem fra Rusland med en dukke til hende, er samlingen af de små trædukker, som hun selv kalder babushkaer, vokset til femten dukker. Store og små står de i hendes vindueskarm i sommerhuset.

– Jeg begyndte at samle på dem, fordi jeg syntes, de var morsomme. Min mand har nogle gange været i Rusland og taget nogle med hjem, og så syntes jeg egentlig, de var søde – også for børnene at lege med. Der var faktisk så mange på et tidspunkt, at min søn sagde, at nu kunne der da ikke være flere derinde, siger Lene.

Men børnebørnene leger med dem. Marie, som jeg gik på universitetet og pegede mig i retning af Lene, har for eksempel en søn, der hedder Karl. Han er meget glad for at skille dem ad.

– Nogle gange har jeg haft et kæmpe arbejde, når de er taget hjem. Så lå de alle vegne, siger Lene.

Men problemet kan du allerede læse i Lenes citater. For matrjosjkaerne taler hun om i datid. De er nemlig faktisk slet ikke mere. En kold aften i november 2017 drejer Lene og hendes mand ind ad indkørslen til deres sommerhus, finder et opbrudt vindue og tom luft, der hvor Matrjosjkadukkerne plejede at stå.

Da de åbner døren til huset, slår en kold vind dem i hovedet. Det kommer fra husets bagerste værelse. Her står vinduet åbent. Men der mangler ikke noget i værelset, så vidt de kan se. Og computeren, som sagtens kan ses udefra, står også urørt på sin plads. Det samme gør iPad’en.

– Vinduet stod bare åbent, og de havde ødelagt hasperne. Men det var det. De havde overhovedet ikke været inde, selvom de jo uden problemer kunne være kravlet ind ad vinduet og ned på den seng, der stod under det.

Derefter går parret over til de jyske naboer, som også er i sommerhus. Der er historien til gengæld en helt anden:

– Der havde de rodet huset igennem og taget en hundekurv. De havde også taget en nøgle i køkkenskuffen og stjålet noget værktøj fra skuret ovre hos naboen – som om de kendte huset. Vores hus var jo slet ikke rodet igennem. Jeg tænker, at de kan være blevet afbrudt, da vi kom, for klokken var 18, og det var jo ved at blive mørkt.

Naboen har ellers flere ting, Lene mener, ville være taget ved et almindeligt indbrud.

–  De havde et ret nyetableret sommerhus. De havde flere pæne ting, vores er jo nogle gamle ting. Men derfor kunne man jo godt bruge noget af det.

Lenes mand ringer til politiet og anmelder indbruddene: en hundekurv og noget værktøj er stjålet, men ellers mangler der ikke noget – igen så vidt de kan se. Og da de har sundet sig oven på chokket over indbruddet, går de i seng og sover til næste morgen.

– Og så var det jo, at jeg kom til at gå ind i rummet, og lagde mærke til, at… jamen de var jo væk alle dukkerne undtagen én. De har de nok ikke kunnet lide den. Den var meget letgenkendelig – stor og malet med gulddetaljer. Det kan være, de ikke har turdet taget den, fordi den var så let at kende, siger Lene og tilføjer:

– Vi havde jo ikke opdaget det, for vinduet var jo ryddet, og vi fokuserede kun på, at nogen havde forsøgt at bryde ind.

Lene forsøger nu at få sin mand til at ringe til Nordsjællands Politi og fortælle, at de 15 dukker altså også var blevet stjålet, men det bliver aldrig gjort.

– Jeg blev ved med at sige, at han jo måtte ringe og sige, at de var blevet stjålet. Det giver et lidt anderledes billede af gerningsmændene, at de stjæler sådan nogle dukker. Det tror jeg ikke, danskere ville gøre. Det ville de jo ikke regne for noget.

Nu håber hun, at mine blogs kan hjælpe med at skaffe dukkerne tilbage:

– Børnene var jo så glade for at lege med dem, og jeg synes jo, de var søde. Men jeg tror ikke, jeg køber nogle andre.

Samtidig undrer hun sig også over, at hun ikke er den eneste, som har mistet sine dukker.

– For man kan jo ikke gå efter de her dukker. Hvem skulle vide, at folk har 20 dukker stående i vindueskarmen. Det er sjældent, at nogen som helst har dem. Og slet ikke så mange. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der har dem, overhovedet.

Efter jeg har talt med Lene, kan jeg mærke, at der er noget i det, som Tom fortalte mig sidst, der ikke længere passer:

Det her virker ikke enormt planlagt. Nærmere som et tilfælde. Men det er da mærkeligt at bryde ind i fritidshuse af forskellige arter og stjæle småting – som hundekurve og Matrjosjkadukker. Jeg bliver nødt til at finde dem i Helsingør på Lathyrusvej. Jeg må der op og se huset med mine egne øjne.

 

Det ved jeg nu

  1. Huset ligger på Lathyrusvej i Helsingør, som er en kolonihaveforening, der også er kendt som Solbakken og er en af fire kolonihaveforeninger i Helsingør.
  2. Tyvene har brækket døren til kolonihavehuset op og har efter at have rodet rundt i huset besluttet at tage de 20 matrjosjka-dukker.
  3. Tyveriet er ikke opklaret, og politiet vil ikke oplyse, hvem der har indgivet anmeldelsen.
  4. Det er ikke første gang, at et indbrud resulterer i, at en samling af matrjosjka-dukker er blevet stjålet. Et lignende indbrud i et sommerhus, hvori der forefandtes en del værdier, har også resulteret i en stjålen dukke-samling.
  5. Begge indbrud ligner uplanlagte indbrud.

 

Mysteriet om de russiske dukker er en serie af blogs, hvor jeg forsøger at opklare, hvad der er sket med 20 matrjosjka-dukker, der ved nytårstid blev stjålet fra et kolonihavehus i Helsingør. I mine blogs fremlægger jeg min research – både den, som sender mig i den rigtige retning, og den som det viser sig, jeg ikke kan bruge til noget. Den journalistiske metode, der ligger til grund, finder du i min metoderapport, der ligger her.

Har du tips eller ideer, modtager jeg dem rigtig gerne på min mail ronja.pilgaard@gmail.com

Har du til gengæld kommentarer til mine metoder og ideer til, hvordan vi kommer videre herfra, vil jeg rigtig gerne have dem i kommentarsporet herunder, så vi er så mange som muligt, der kan hjælpes ad med at finde ud af, hvad der er sket med de russiske dukker