Foto: Ronja Pilgaard

Metoderapport 2: En hundekurv og femten dukker

Det her er metoderapporten til andet afsnit af Mysteriet om de russiske dukker. Hvis du ikke har læst afsnittet endnu, synes jeg, du skal gøre det først. Du finder det her

Har du endnu ikke læst prologen til fortællingen, finder du den her

 

Jeg arbejder på alle afsnit i ‘Mysteriet om de russiske dukker’ i ugen op til at de udkommer. Det vil sige, at der er ting, som fortælles i nutid, som er op til en uges tid gamle. Her er, hvad der er sket den sidste uges tid:

Jeg har været presset på mit almindelige arbejde, så derfor består ugens afsnit kun af ét interview, jeg har lavet med Lene samt mine egne spekulationer. Jeg har ingen grund til at betvivle Lenes udsagn, og jeg har det samtidig fra to kilder, da jeg også har været i kontakt med hendes datter, Marie, som jeg har læst på universitetet med. Normalt ville jeg selv kræve tre kilder, for at kunne konstatere noget, såfremt der er tale om oplevede hændelser, jeg ikke selv kan dokumentere. På den anden side, har jeg lidt svært ved at se, at det skulle være nødvendigt her. Hvad mener I?

Lene nævner nogle konkrete ting, som hun selv vurderer, man kunne have stjålet hos naboen. Jeg har valgt ikke at tage de detaljer med. For det første bidrager det ikke med ekstra til historien, hvad en nabo til en kilde har stående i deres hus, og for det andet har jeg ikke talt med naboen til Lenes sommerhus. Jeg mener, de har ret til at blive holdt uden for historien, så længe de ikke er direkte implicerede.

I min sidste blog skrev jeg, at jeg var villig til at tilbyde anonymitet. Jeg talte ikke med Lene om det, men hun udviste en stor villighed til at fortælle, og blev gjort opmærksom på, at jeg ville citere hende, og til det hørte jeg ikke noget. Nogle gange må man vurdere den kilde, man har, frem for de tanker, man har om, hvem kilden er.

Jeg valgte dog at fjerne Lenes efternavn, da det har været metoden igennem hele bloggen.

 

Det er alt for denne gang.

 

Har du tips eller ideer, modtager jeg dem rigtig gerne på min mail ronja.pilgaard@gmail.com

Har du til gengæld kommentarer til mine metoder og ideer til, hvordan vi kommer videre herfra, vil jeg rigtig gerne have dem i kommentarsporet herunder, så vi er så mange som muligt, der kan hjælpes ad med at finde ud af, hvad der er sket med de russiske dukker

 

Værktøjer:

  • Google
  • Google Maps
  • Pressetjenesten hos Nordsjællands Politi
  • Diktafon med to indgange. Hertil også et TP8 mic kabel, som kan optage telefonopkald.
  • Politiets døgnrapporter